GIC Er åbnet igen

11. maj 2020 12:47 , af Carsten Møller

Hej alle,

Så lykkedes det at få presset en åbning igennem, så vi igen kan spille på vores baner.

Hændelsen understreger imidlertid hvor følsomt det hele er lige nu. Derfor skal jeg igen opfordre alle til at gøre deres yderste for at overholde de retningslinjer vi har fået fra DGI/DTF og Sundhedsstyrelsen. 

Dette både af hensyn til den fortsatte åbning af GTK, men ikke mindst for at sikre at smittespredningen får de vanskeligst mulige vilkår i GTK.

 

Meddelelsen fra kommunen er som følger:

Kære Foreninger

 Først det vigtigste – vi genåbner GIC med øjeblikkelig virkning. Vedhæftede fordeling af udendørsarealer er gældende fra i dag.

 Vi har i dag haft fortsat dialog med Midt- og Vestsjællands politi. Det er nu endeligt besluttet, at vi kan følge specialforbundenes retningslinjer og dermed fortsætte genåbningen af udendørs idræts- og foreningsaktiviteter. Forsamlingsforbuddet vedr. 10 personer per matrikel er dermed ikke gældende i dette tilfælde. Vi ved og har fuld tillid til, at hver eneste forening gør sit ypperste for at sætte gang i foreningsaktiviteterne på en omtankefuld måde, som efterlever retningslinjerne for at begrænse smittespredningen.

 Vi handlede hurtigt, da vi i går så os nødsaget til at lukke GIC midlertidigt. Det gjorde vi, for at undgå unødige bøder til foreningslivet i dag. Vi beklager den forvirring og de gener, det må have medført for Jer. Nu ser vi fremad, og glæder os til at få hjul under foreningslivet igen.

 

På forhånd tak.

Bestyrelsen