Glimrende DM af Greves tennisjuniorer.
Overordnet set, nåede vi vores målsætninger. Så enkelt kan det formuleres, efter at ni juniorer fra Greve Tennisklub havde deltaget i påskens junior DM i Hørsholm.
De spillere som skulle optjene erfaring, fik gode kampe og duftet til lugten i bageriet og de juniorer, klubben satser mere på, indfriede de mål, der var sat for dem inden turneringen.
Spillerne havde forberedt sig i mere end to måneder, hvor DM skulle være den store kulmination på en lang indendørssæson. Det er vigtigt, at man øver sig i at arbejde hen imod et projekt og et mål, og dette havde spillerne gjort meget flot og disciplineret. Hvis resultaterne, rent sportsligt, ikke kom til dette DM, ved børnene hvilket fokus, der skal lægges, for at skabe gode resultater fremover, og det er der ingen tvivl om, at disse ni spillere vil gøre i fremtiden.
I U12 deltog Sjællandsmester Benjamin Bruun og Thomas Alexandersen, som med Benjamin havde vundet Sjællandsmesterskabet i double, og Laura Tjørnemark, som blot er U10 spiller.
I U14 deltog Sebastian Åxman, André Klug, Daniel Esfanjani, Christian Mess og Nonie Alexandersen. I U16 deltog Theis Andersen.
De bedste resultater kom fra Nonie og Daniel, som begge kvalificerede sig til hovedrunden og dermed er blandt de bedste i deres årgang. André og Sebastian spillede pænt i kvalifikationen og kvalificerede sig sammen til hovedrunden i double, hvor de tabte med yderste marginal.
Der er ingen tvivl om, at de ni spillere alle skal hæve overliggeren yderligere frem mod sommerens DM, ligesom at der er en håndfuld af talentfulde juniorer, som til sommer vil tilslutte sig denne gruppe og forhåbentlig skabe gode resultater for Greve Tennisklub.
Ulrich Secher, Cheftræner Greve Tennisklub.