I årets første store turnering, var en del helt små spillere tilmeldt turneringen. Her kan det nævnes, at Viktor Steffensen i U10 vandt første runde, før han tabte en tæt og spændende anden runde kamp. Viktor er kun årgang 01, så der er mange tennisår tilbage i ham, ligesom der er i vores mindste turneringsaktive spiller, 02`eren Patrick Bergdahl.
Lukas Desler Schmidt nåede semifinalen i en af sine aller første U12 turneringer. Lukas har en god evne til at fighte og sammen med andre U12`ere som Laura Tjørnemark, Mickey Bruun, Joakim Kjeldskov og Tobias Gramhald, håber vi, at der er mange flere gode tennisoplevelser i vente for dem.
Hos de lidt større, kunne man godt mærke, at flere var rykket en årgang op. Spillere som Benjamin Bruun, Thomas Alexandersen og Albert Klug fik om ikke kærligheden at føle, så at der ihvertfald var større og mere kvalificeret modstand, end de måske har været vant til i overgangen mellem U12 og den U14 årgang, som de nu er en del af som 98`ere. Det lykkedes dog for Troels Andersen at sammenflette et par sejre i sin første U14 turnering. Nonie Alexandersen var hjemvendt fra New Zealand og vandt en fin første runde kamp før endestationen i anden runde.
Et par af vores andre unge piger, Sille Lange og Malene Nørgaard, fik et par gode erfaringer med hjem i bagagen, men der skal alligevel nogle flere kampe til, før man kan forvente noget af de unge, meget ihærdige piger.
I U16 drenge er vi relativt stærkt repræsenteret. Jonas Desler Schmidt nåede kvartfinalen i sin række. Det er stærkt af "Jones", som er en ambitiøs spiller. Hvis "Jones" kan få lidt mere styr på benene og forhånden, har han vist, at han har den mentale styrke til at hive kampe hjem. Christian Mess og André Klug tabte deres første kampe. Det skal dog nævnes, at André gjorde en ganske god figur imod en stærk spiller og at André i en længere periode er gået en del frem. Theis Andersen tabte i anden runde til Frederik Ørvad, en af de bedste U16`ere i Danmark, det kan man ikke gøre så meget ved. Ørvad spillede dog double med Greves bedste junior, Jonas Zacho Larsen, og sammen nåede de helt til tops og sikrede en GULDMEDALJE til Greve ved at vinde U16 herredouble. Det var dejligt. Zacho tabte overraskende i første runde i single, men sådan kan det jo gå og man må bare hurtigt videre. Sebastian Åxman fik endnu en GULDMEDALJE til Greve i U16 single kategori 2. Sebastian spillede en super turnering og var aldrig i problemer før finalen.
I finalekampen vandt Sebastian en god solid sejr, som selvfølgelig var lidt præget af nerver. Da Sebastian tabte andet sæt, så det sort ud, men fokus og vilje til sejr, udløste et helt suverænt sæt, hvor Sebastian vandt 6-0. Hos de ældste måtte Mathilde Zwinge melde afbud pga en skade og Max Villumsen vandt et par kampe i U18, hvilket var en fin præstation af Max, som stadig gør en god indsats på træningsbanen.
Således blev det til to guldmedaljer til Greve. Tillykke til vinderne, men men men dem vil vi naturligvis gerne have lidt flere af, så der skal trænes hårdt, for at kunne gøre det endnu bedre til forårets DM og sommerens Sjællandsmesterskab.
Ulrich Secher